Politikker og Retningslinjer
Følgende er gældende for alle TGF, herunder også hold som er omfattet af TGN.
Formål:
Sikre at alle, i og omkring foreningen, følger de samme retningslinjer, får de samme informationer og ved hvor informationerne kan genfindes.
Målgruppe:
Medlemmer i TGF, forældre til medlemmer under 18 år, instruktører, hjælpeinstruktører og frivillige.
Bredde-, Talent- og Elite-politik
Foreningens formål er at udbrede kendskabet og interessen for gymnastik og motion, og give børn, unge og voksne rig mulighed for at dyrke motion – uanset om ambitionsniveauet er for talent/elite-udvikling eller på et helt almindeligt hverdags-niveau.
Vores mål er, at foreningen skal være en jordnær, attraktiv og kompetent forening med en bred vifte af motionstilbud og med fokus på fællesskabet.
Foreningens værdier er:
- Udvikling
- Samarbejde
- Konkurrence
- Engagement
- Gymnastik og motion for alle
Konkurrence-politik
- Bredde- og motionshold deltager som udgangspunkt ikke til konkurrencer.
- Foreningen stiler mod, at alle deltagere på TeamGym hold skal tilbydes at deltage i konkurrence
- Gymnasterne informeres i starten af sæsonen om de forventede konkurrencedatoer. Ved tilsagn om deltagelse, er gymnaster forpligtede til at deltage, med mindre sygdom, skade eller anden force majeure forhindrer deltagelse. Beslutninger om dette sker altid i samråd med instruktørerne
- Ved flere hold i samme aldersgruppe, tilstræbes det at stille med stærkeste 1. hold og derefter 2., 3. osv. hold.
- Hold udtages fra konkurrence til konkurrence. Det er til enhver tid holdets instruktører, der vurderer og beslutter gymnasters placering på et enkelte konkurrencehold. Dette gøres bl.a. ud fra en vurdering af fysisk og mental formåen samt deltagelse og indsats på holdet.
- Gymnaster har ikke krav på samme eller bestemte pladser, og instruktørerne kan fx flytte en gymnast mellem 1. og 2. holdet, hvis det fx giver mening ifht. at opnå bedst mulige præstation og oplevelse for holdet.
- Tilsvarende kan instruktørerne beslutte, at en gymnast ikke skal deltage i konkurrencer, fx hvis gymnasten ikke kan komme til træning op til konkurrencerne.
- Det er instruktørernes opgave og pligt at give information og evt. forklaring til den enkelte gymnast og evt. dennes forældre, hvilket konkurrencehold, gymnasten er udtaget på – eller såfremt denne ikke udtages. Såfremt det ønskes: Begrundelser er mundtlige og ledsages af mundtlig plan og målsætninger for den videre træning til alle gymnaster på holdet.
- Det understreges, at ikke alle på et konkurrencehold nødvendigvis kan komme på gulvet til selve konkurrencen. Der kan udnævnes reserver, som på lige fod med andre på holdet skal deltage og møde op til træning og konkurrence.
- Alle hold i TGN deltager som udgangspunkt i HGF og TGF’s lokal-opvisninger.
- Alle tilbydes at deltage ved de arrangementer/opvisninger, som holdet deltager i, udover konkurrencerne. Konkurrencelicenser købes individuelt af den enkelte gymnast. Udgifter til transport mm. kan værer varierende og opkræves i løbet af sæsonnen.
- Det forventes at alle som er en del af TGN, TGF og HGF, og som deltager i forbindelse med konkurrencer og opvisninger opfører sig sportsligt og repræsenterer foreningen positivt. Dette gør sig gældende for både gymnaster, publikum og instruktører med tilknytning til TGN, TGF og HGF.
Øvrige Arrangementer i TGF
- Alle hold i TGF deltager som udgangspunkt i TGF’s lokal-opvisning.
- Alle tilbydes at deltage ved de arrangementer/opvisninger, som holdet deltager i, udover konkurrencerne.
- Ved lokale arrangementer hvor forældrene deltager, er det til enhver tid forældrene, der har ansvaret for deres børn.
Alkohol, Rygning og Euforiserende- og Præstationsfremmende stoffer
- Dansk lovgivning og lokale regler skal altid overholdes.
Alkohol:
- Instruktører forventes at omgås alkohol på en fornuftig måde i alle sammenhænge.
- Instruktørerne må ikke være påvirket, når de træner gymnaster.
- Instruktører skal til enhver tid kunne varetage ansvaret for det hold, som instruktøren træner eller deltager i aktiviteter med, fx konkurrence, opvisning eller rejse.
- Medlemmer under 16 år har ikke tilladelse til at indtage alkohol, heller ikke ved TGFs interne arrangementer.
- Ved interne arrangementer må medlemmer fra 16-18 år indtage alkohol, hvis der foreligger tilladelse fra forældremyndighedsindehaver
- På seniorhold med deltagelse af gymnaster under 18 år, skal instruktørerne aktivt informere forældrene, såfremt der arrangeres aktiviteter, fx fest, hvor der indgår alkohol. Der skal fortsat foreligge tilladelse fra forældrene, hvis gymnasten er under 18 år.
Rygning:
- Instruktører forventes at være gode rollemodeller med hensyn til rygning og brug af tobaksprodukter især over for børn og unge.
- Det ønskes, at instruktører ikke ryger eller lugter af tobaksrøg ved træning og aktiviteter med mindreårige gymnaster.
- Rygning skal foregå diskret og med respekt for omgivelserne.
- Lokale regler skal overholdes.
Euforiserende- og præstationsfremmende stoffer:
- TGF accepterer ikke, at hverken instruktører eller gymnaster bruger ulovlige præstationsfremmende midler.
- TGF følger Anti-Doping Danmarks gældende regler for idrætsaktive i Danmark.
- Der kan forekomme stikprøvekontrol ved konkurrencer.
- Konstateres brug eller salg af ulovlige præstationsfremmende midler, vil man blive bortvist fra foreningen.
- Omgang med eller indtagelse af ulovlige euforiserende stoffer, fx narkotika medfører bortvisning fra foreningen.
Sundheds-politik
- TGF opfordrer instruktørerne til at være gode rollemodeller i forhold til fx sund kost, som understøtter aktiviteterne.
- Vi bakker op om sund livsstil og opfordrer til at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger om hhv. fysisk aktivitet og ernæring.
Brug af medicin og smertestillende ved træning og konkurrencer
- TGF giver ikke medicin eller smertestillende medicin ved træning eller andre aktiviteter, fx konkurrence.
- Såfremt børn/unge under 18 år skal indtage receptpligtig eller anden medicin, skal det ske ved forudgående aftale mellem instruktør/holdleder og forældre.
Klubtøj og konkurrence- /opvisningstøj
- Alle instruktører er forpligtede til, ved træninger, arrangementer og stævner, at bære klubtøj. Dog undtaget udlandsrejser.
- Det tilstræbes at kunne sælge klubtøj og lign., så foreningen bliver synlig lokalt, og når vi er afsted i forenings-regi, fx opvisning eller rejse.
- Konkurrencedragterne er foreningens eje. Dvs. gymnasterne får udleveret en dragt til stævner og opvisninger, og denne afleveres tilbage til instruktøren umiddelbart efter brug, medmindre andet er aftalt.
Sponsor-politik
Ved foreningssponsorer af klubtøj er instruktørerne forpligtet til at bære klubtøjet ved stævner og øvrige forenings-arrangementer. Dog kan der være undtagelser ved udlandsrejser.
Bestyrelsen kan godkende et sponsorat møntet på enkelte hold, fx TeamGym Minipiger eller motionshold.
Der må ikke skelnes mellem 1.-, 2.- og 3.holdet inden for det samme hold ift. sponsorater.
Alder for instruktører og hjælpeinstruktører
Hjælpeinstruktører skal være minimum 13 år
Hjælpeinstruktører skal være minimum 14 år, når de begynder på instruktør-uddannelsen.
Instruktører skal være minimum 16 år og have passende instruktøruddannelse.
Instruktører under 18 år skal være under opsyn af en instruktør over 18 år.
Løn-politik
- Der udbetales timeløn pr. undervisningstime til instruktører og hjælpeinstruktører.
- Løn fastsættes af bestyrelsen.
- Alle instruktører og hjælpeinstruktører er ansat af TGF, og modtager løn + feriepenge.
- Det er muligt at være frivillig instruktør/hjælpeinstruktør.
- Nedsat kontingent for instruktører, hjælpeinstruktører og bestyrelsesmedlemmer kan fastsættes af Bestyrelsen.
- Bestyrelsen modtager ikke godtgørelse eller løn.
Kursus-politik
Instruktører, hjælpeinstruktører og Bestyrelsesmedlemmer kan få dækket udgifter til kurser.
Kurserne skal være relevante for foreningens virke (dette vurderes af bestyrelsen).
”Ansøgning” om kursus sendes til bestyrelsen. Bestyrelsen kan godkende ”ansøgningen”, hvis kurset findes relevant.
Kursusbevis afleveres i kopi til kassereren efter kursus.
Sikkerhed og førstehjælp
Foreningen opfordrer til at instruktørerne har modtaget kursus i livsreddende førstehjælp indenfor de seneste 3 år.
Alle instruktører er bekendte med hvor der kan findes 1. hjælps kasse i hallen.
TGF har en konkret handleplan ved større ulykker.
Ved skader hvor det vurderes, at der skal bruges lægelig vurdering ringes 1813. Hvis den tilskadekomne er under 18 år kontaktes forældrene ligeledes.
Ved alvorlige skader ringes 112. Herefter kontaktes den tilskadekomnes pårørende.
Hvis der har været behov for at ringe 1813 eller 112 er det instruktørens opgave efterfølgende at kontakte bestyrelsen og give besked om hændelsen. Er det en alvorlig skade, vurdere bestyrelse og instruktøren, om der skal laves et skriv ud til det enkelte hold eller til hele foreningen.
Bestyrelsen følger op på implicerede parter.
Gymnasten skal selv sørge for ulykkesforsikring dækkende springgymnastik. Instruktører og hjælpeinstruktører er dækket af fælles arbejdsskadeforsikring under DGI/DIF
Samvær
- TGF har efter dansk lovgivning pligt til at indhente børneattest for personer over 15 år, der skal fungere som instruktører, hjælpeinstruktører eller lign. for børn under 18 år.
- Hjælpeinstruktører, forældrehjælpere, vikarer, praktikanter eller lign. er også omfattet, hvis der er tale om en fast tilknytning til foreningen eller samarbejder, TGF deltager i.
- Der indhentes ligeledes børneattester på bestyrelsesmedlemmer.
- Kun formanden og kassereren kan indhente børneattester og disse er fortrolige.
- Formandens og kassererens attest kontrolleres af bestyrelsen.
- Det er ikke muligt at være ansat eller medlem af Bestyrelsen i TGF hvis der er anmærkninger på børneattesten.
- En instruktør må som udgangspunkt ikke stå alene med et hold, hvor udøverne er under 15 år.
- Alle har pligt til at gå til bestyrelsen, hvis de mistænker eller hører rygter om krænkelser.
- Bestyrelsen har pligt til at reagere diskret og hurtigt, hvis sådanne henvendelser skulle forekomme. Konstateres et overgreb, standses samarbejdet med pågældende øjeblikkeligt, og sagen meldes til politiet.
Mobning
Definition: Mobning er en gruppes længerevarende systematiske drillerier og følelsesmæssige overgreb på en person, som oftest i skolen eller på arbejdspladsen. Direkte mobning kan udføres verbalt eller fysisk. Indirekte mobning omfatter hovedsagelig rygtespredning, der isolerer offeret socialt, fordi det skader status og omdømme.
- Hverken direkte eller indirekte mobning tolereres i TGF, og kan medføre hjemsendelse fra aktivitet/bortvisning fra foreningen.
- Er man vidne til mobning eller er man selv udsat for mobning skal instruktørerne informeres. Instruktøren kontakter bestyrelsen, og der tages en samtale med de implicerede parter.
- Er de implicerede parter under 18 år kontaktes forældrene ligeledes, så de kan deltage i samtalen.
Kontingent og medlemskab
- Ved udmeldelse inden 1. november refunderes fuldt kontingent, dog fratrukket et administrationsgebyr på 100 kr. Fra 1. november refunderes kontingent ikke.
- Det er medlemmets pligt at sørge for at oplysningerne i dennes profil på TGF’s administrationssystem www.tgf.dk til alle tider er opdateret med korrekte oplysninger for navn, fødselsdato, e-mail, tlf.nr. og/eller tlf.nr. til forældre/værge (eller pårørende for voksne medlemmer).
- Et hold kan nedlægges af bestyrelsen, hvis der fx ikke er det nødvendige antal deltagere eller instruktører på det givne hold.
Bestyrelsesmøder
- Der afholdes regelmæssige bestyrelsesmøder. Emner til dagsordenen sendes til bestyrelsen på info@tgf.dk.
- Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til at udfører specifikke opgaver i foreningen.
Generalforsamling
- Der afholdes generalforsamling hvert år jf. foreningens vedtægter.
- Retningslinjer og spørgsmål vedr. Generalforsamlingen findes i foreningens vedtægter som kan findes på forenings hjemmeside.
Der tages forbehold for eventuelle fejl.
Redigeret 01.06.2026